Den danske gruppe er blevet inviteret til både Radio XFM og BBC1 i England og får dermed airplay på den britiske ø
2009 har været et givtigt år for esbjergenserne i Kellermensch, der både har udgivet deres selvbetitlede debutalbum og har spillet på både Spot Festival og ikke mindst Roskilde Festival. Nu bevæger den melankolske gruppe sig udenfor landets grænser og får eksklusiv spilletid på to af Englands store radiokanaler.
Der er tale om den kommercielle Radio XFM og den velkendte radiostation BBC1, som begge har inviteret den danske gruppe over. Formanden for Radio XFM satser på alternativ indiemusik og har udvist stor interesse i bandet, siden han i maj selv overværede koncerten til Spot Festival i Århus.
Værten for BBC's "The Rock Show", Daniel Carter, har ligeledes været begejstret for Kellermensch og har inviteret dem indenfor til de kendte sessions på radiokanalen. Tidligere gæster til disse sessions tæller navne som Amy Winehouse, Arctic Monkeys og White Lies. Kellermensch får dermed en stor chance for at få foden inden for hos det britiske publikum, og talsmanden for gruppens pladeselskab, Michael Iversen, udtaler sin glæde i en pressemeddelelse:
"Vi er derfor rigtig glade for at kunne sende bandet til England og begejstrede for at to så store britiske radiostationer som BBC og XFM begge har besluttet at booke sessions med et dansk band, hvis debutalbum endnu ikke er ude i England."
Albummet "Kellermensch" kommer med radioinvitationerne højst sandsynligt på hylderne i England, og i det danske kan man glæde sig over den store interesse for gruppen, der inden de engelske radiosessions også tager på en lille dansk turné. Læs et kort interview med Sebastian Wolf fra gruppen, hvor datoerne for miniturnéen i Danmark bliver afsløret, her.