x

We Were Promised Jetpacks besøger Danmark

We Were Promised Jetpacks besøger Danmark

Det hurtige tempo og den umiskendelige skotske accent karakteriserer de unge indierockere fra We Were Were Promised Jetpacks. Gruppen udgav i juni deres debutalbum og drager nu på Europaturné, hvilket fører dem forbi det danske spillested Loppen.

"These Four Walls" er udgivet på det alternative pladeselskab Fat Cat Records, der tidligere har opdaget store indienavne som Sigur Rós, Múm og Animal Collective. Gruppen har også nævnt andre grupper som Frightened Rabbit og The Twilight Sad fra selv samme pladeselskab som deres egne inspirationskilder.

Kvartetten med sangeren og guitaristen Adam Thompson i front har allerede fået en del ros med på vejen fra den internationale presse, hvor musiksitet Pitchfork mente, at gruppen havde "insisterende rytmer og en intens oprigtighed", mens musiksiden Gigwise.com roste albummet på følgende måde:

"Måske er det vokalerne, der får 'These Four Walls" til at lyde så forfriskende. En simpel linie som 'Something's happened in the attic - We both know I'm not going up there' bliver helt anderledes, når den bliver leveret med Adam Thompsons energi og intensitet, i forhold til, hvis den blev sunget af Chris Martin eller Thom Yorke."

We Were Were Promised Jetpacks kan nu opleves på dansk jord den 28. januar, når de spiller på Loppen som led i den kommende Europaturné. Billetter til indiekoncerten kan findes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA