x

Bullet For My Valentine fortæller om nyt album

Bullet For My Valentine fortæller om nyt album

Metalcore-kvartetten Bullet For My Valentine har efterhånden slået deres navn godt og grundigt fast verden over med deres to tidligere album. Nu skulle det tredje album snart være færdigt, og frontmand Matt Tuck har i et interview med Kerrang! fortalt om, hvad man kan vente sig af deres næste udspil:

"Vi har skrevet en masse materiale, og vi har udvalgt de her sange, som vi synes er de bedste. Vi er færdige med at indspille otte sange indtil videre, og det er noget af det bedste vi nogensinde har skrevet. Sangene har alle de kvaliteter, som man forventer af Bullet For My Valentine, men noget "andet". Et twist! Vi er alle sammen enormt positivt overraskede over hvordan det hele går. Don Gilmore er en fantastisk producer, og han har virkelig hjulpet os med at udvikle vores lyd."

Deres andet album, "Scream. Aim. Fire." udkom i januar 2008, og fik pæne modtagelser blandt anmelderne. Metalzone.dk gav albummet fem ud af seks stjerner og skrev blandt andet:

"I bund og grund skal jeg lige love for, at ”Scream Aim Fire” er et album, der ud over mine egne forventninger rammer så ekstremt hårdere og bedre end debutalbummet ”The Poison”. Hvis man ser bort fra Matt Tucks bløde vokal og ser på den musikalske del af albummet, får man en blanding af noget af det bedste fra bands som Iron Maiden, Metallica, Dragonforce og Killswitch Engage."

Matt Tuck lover i øvrigt også, at bandet snart tager på turné igen, selvom det nok ikke bliver før, det nye album er på gaden, og undskylder til deres fans, for at udgivelsesdatoen kommer noget senere end forventet:

"Vi undskylder virkelig, at det har taget så lang tid at få albummet færdigt, men vi er jo nødt til at gøre det helt rigtigt. Og vi vil jo ikke ødelægge det for jer alle sammen. Vi får albummet ud så hurtigt som muligt. Vi tager også på turné igen, så hurtigt vi kan, og vi vil se alle jer skøre røvhuller så snart som muligt!"

Det er ganske store sko, de skal fylde ud, når det tredje album kommer på gaden, så det bliver spændende at se, om det nye udspil er så godt, som bandet selv synes. Der er endnu ikke givet et navn for pladen, og udgivelsesdatoen har kun fået et forsigtigt "tidligt i 2010" hæftet på.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA