x

Pimp C udgiver posthumt album

Pimp C udgiver posthumt album

I 2007 døde den velkendte Dirty South-rapper Pimp C af en overdosis, der blandt andet var fremprovokeret af kodein, som kan findes i den meget populære sydstatshostesaft "cough syrup". Nu kommer albummet "The Naked Soul Of Sweet James Jones" med de ubrugte vokaler fra rapperen.

Pimp C dannede sammen med Houston-kollegaen Bun B gruppen Underground Kingz, der blev kendt som UGK. Rapgruppen havde op igennem 90'erne adskillige hits, men også succesfulde gæsteoptrædener hos blandt andre Jay-Z  på "Big Pimpin'" og på "Sippin' On Some Syrup" hos Three 6 Mafia.

Den afdøde rapper spenderede flere år i fængsel, men udsendte samtidig flere albums, både et med UGK og som soloartist. Desuden nåede den pimpede rapper at skrive nyt materiale og indspille flere ting under afsoningen. Rap-kollegaen Bun B fortæller musiksiden xxl.com om processen med at sætte de uudnyttede vokaler sammen til et album:

"Vi havde rigeligt med vokaler, men det var ikke et spørgsmål om, hvilke vokaler jeg havde til rådighed, men om at konstruere sangene ordentligt. Det var ikke bare et spørgsmål om at smide alt Pimp C-materiale ud, som vi havde, men virkelig forsøge at skabe et album."

Resultatet skal munde ud i "The Naked Soul Of Sweet James Jones", der endnu ikke har fået nogen decideret udgivelsesdato.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA