Nyhed

Michael Jackson beskylder politiet for brutalitet under anholdelse

Den pædofilianklagede popkonge føler sig mishandlet

Michael Jackson er anklaget for misbrug af mindreårig, men i et interview til programmet "60 Minutes", vist på kanalen CBS i USA i søndags, siger han nu, at han selv blev mishandlet under politiets kortvarige arrestation af ham 20. november, inden han blev løsladt mod kaution på 3 millioner dollar.

Ifølge Jackson er hans ene skulder gået af led, og at han har konstante smerter, efter at han blev lagt i håndjern med hænderne bag ryggen (billedet). Ligeledes beklager han sig over, at der stank af afføring i det badeværelse, han i tre kvarter blev låst inde i under anholdelsen, ligesom at politiet efterlod hans soveværelse i hans ranch Neverland, der blev ransaget umiddelbart inden anholdelsen, i et syndigt rod.

Politiet i Santa Barbara County, Californien, siger ifølge mtv.com, at Jackson blev behandlet anstændigt og tilføjer, at Jacksons forsvarer og sikkerhedsfolk ligefrem takkede for den fine behandling af Jackson.


Jackson er anklaget for syv tilfælde af at have forulempet en mindreårig og i to tilfælde af have beruset vedkommende. De hårdeste anklager kan hver give op til otte års fængsel, og fængselsstraffene kan lægges sammen, så Jackson risikerer op mod 20 års fængsel. Han nægter sig skyldig, men sagde i CBS-interviewet, at han stadig ikke kan se noget galt i at sove sammen med børn, hvis man nøjes med at sove.

Ifølge mtv.com afbrød Jacksons talsmand Stuart Backerman i øvrigt samarbejdet med sangeren umiddelbart efter offentliggørelsen af tv-interviewet.

ANNONCE