Nyhed

Efterklang afslører albumtitel, cover og udgivelsesdato

"Magic Chairs" er på gaden i slutningen af februar

Som tidligere omtalt på GAFFA.dk er Efterklang lige om hjørnet med deres tredje album, og de har nu offentliggjort titlen, tracklisten, coveret og udgivelsesdatoen.

Albummet får titlen "Magic Chairs" og udkommer 22. februar 2010. Gruppen har arbejdet på albummet siden januar og har spillet en del af de nye sange ved deres mange koncerter i ind- og udland. Albummet er indspillet i Feedback-studiet i Århus og i de tre københavnske studier Black Tornado, STC Studio og gruppens eget studie. Det er produceret af gruppen selv og mikset af Gareth Jones, der har arbejdet sammen med så markante navne som Depeche Mode, Nick Cave & The Bad Seeds, Grizzly Bear og mange andre.

Albummet udkommer i Skandinavien på gruppens eget selskab Rumraket og uden for Skandinavien på det legendariske engelske selskab 4AD (TV On The Radio, Bon Iver, Beirut med flere). Coveret er designet af Efterklangs faste samarbejdspartnere Hvass&Hannibal.


Tracklisten er som følger, og åbningsnummeret kan man allerede nu høre på gruppens hjemmeside:

01: Modern Drift
02: Alike
03: I Was Playing Drums
04: Raincoats
05: Harmonics
06: Full Moon
07: The Soft Beating
08: Scandinavian Love
09: Mirror Mirror
10: Natural Tune

GAFFA talte for nylig med Efterklangs forsanger Casper Clausen, som blandt andet fortalte følgende om det nye album:


- Det nye album er nok præget af, at vi har spillet så meget live. Vi har også lavet det på ret kort tid, under et halvt år, hvor vi brugte to år på "Parades". Og det er fantastisk at udkomme på 4AD. Det er en gammel drøm for os. De så os på South By Southwest-festival i Texas i marts, og så har vi holdt kontakten siden. Vi har ellers været meget tilfredse med at udkomme på The Leaf Label, som udgav vores to første album uden for Skandinavien, men vores kontrakt var løbet ud, og 4AD er bare et større selskab med flere penge og flere folk til at hjælpe os.

ANNONCE