x

Beck hylder Harry Partch

Beck hylder Harry Partch

Beck har netop lagt sangen "Harry Partch" ud på sin webside, hvor han samtidig fortæller, at sangen er en hyldest til den amerikanske kompositionsmusiker, der i 40'erne udviklede en skala med 43 toner som skulle være med til at forene krop og musik i noget, Partch kaldte "Corporeality".

Sangen publiceres få uger efter Matt Friedberger fra The Fiery Furnaces angreb Radiohead for også at have hyldet Harry Partch med en sang, de lagde ud til download i starten af august måned. Problemet med angrebet var blot, at Radiohead ikke havde hyldet Partch, men derimod Harry Patch, en engelsk soldat fra 1. Verdenskrig, der døde denne sommer 111 år gammel.

I sit angreb udtalte Friedberger blandt andet, at Radiohead på en vulgær og arbitrær måde altid forsøger at associere sig med ting, som de ved folk synes er cool. Han beskrev det som fup og en simpel markedsføringsteknik, der skal sikre, at de altid fremstår intelligente og populære.

Efter det kom frem, at Friedberger havde lavet en brøler, udsendte han en pressemeddelelse, hvor han prøvede at forklare misforståelsen, men ikke just undskyldte for at have angrebet Radiohead, og pressemeddelelsen sluttede som følger:

"Matt har ikke hørt Radiohead-sangen om Harry Patch, men hvis han gjorde, er han sikker på, at han ikke ville kunne lide den. Der er ingen tvivl om, at Radiohead og deres fans ville kunne ignorere hans mening om dette og fortsætte deres triumferende artistiske interventioner. Matt ville i høj grad have foretrukket at fornærme Beck, men han er alt for bange for scientiologer".

Radiohead har ikke reageret på Friedbergers kommentarer, og hvorvidt Beck har hørt ovenstående udtalelse er uvist. Men det virker som noget af et tilfælde, at der mindre end en måned senere lige pludselig dukker en sang om netop Harry Partch op på hans webside. Det vides endnu ikke om den noget særprægede sang "Harry Partch" vil komme i salg.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA