Nyhed

Sepultura holder metalfest i Århus

De første navne er blevet offentliggjort til den tre dage lange festival Metal Royale, der også har Belphegor og The Kandidate på programmet

Sidste år præsenterede den århusianske metalfestival Metal Royale en lang række internationale og danske navne, hvoriblandt engelske Napalm Death, belgiske Born From Pain og og svenske Shining blot var nogle af navnene. Nu udvider arrangementet med en ekstra dag og præsenterer de første navne.

De tre offentliggjorte navne er den store amerikansk/brasilianske thrash-gruppe Sepultura, de belgiske Belphegor og The Kandidate, som med den nye frontmand Jacob Bredahl, og som netop har skrevet kontrakt med Napalm Records. Dermed er der allerede nu lagt op til en royal begivenhed, når mørket breder sig på den jyske østkyst. Arrangørerne skriver om metalfestivalen i en pressemeddelelse:

"Metal Royale har i år knoklet hårdere end nogensinde før i forhold til booking-delen, og der har været gang i kontoret. På opsiden har vi pga. den nye dato for festivalen, fået et væld af fede bud. På nedsiden, betyder det også vi har skullet sortere, mere end vi har haft lyst til. Derfor har vi også valgt at udvide med en ekstra dag for at få plads til flere bands til det danske publikum".


Udover de store navne til koncerterne vil Metal Royale traditionen tro også byde på blandt andet clinics, foredrag og et stort merchandise-marked. Festivalen løber af stablen den 15. til den 17. april i det århusianke spillested Voxhall. Mere information om Metal Royale kan findes på festivalens hjemmeside.

 

ANNONCE