Nyhed

Clonecircle klar med andet album

Den danske industrial metal-gruppe er klar med opfølgeren til "Superimposed" i starten af 2010

Det er efterhånden mere end tre år siden, at den hårdtslående kvartet fra Randers udsendte debutpladen "Superimposed", men nu er de klar med den altid svære opfølger, og de lover et stærkt et af slagsen. I en pressemeddelelse beskrives pladen således:

"I 2006 skabte danske Clonecircle røre med debutalbummet ”Superimposed”. Nu, mere end tre år senere, står bandet på tærsklen til at udsende opfølgeren ”Behind The Wire”, hvor maskine og menneske mødes i et hårdtslående mix af gotisk mørke, industriel kynisme og tung metal, der er koncentreret omkring sangskrivningen og den gode melodi - et anderledes og alternativt bud på, hvordan metal lyder og ser ud i Danmark i andet årti af det tredie årtusinde."

På debuten stod to af Clonecircles egne medlemmer for produktionen, og det gør de også denne gang, om end "Behind The Wire" har fået en sidste afpudsning af Jacob Hansen, der også har arbejdet sammen med bands som Dúné, Volbeat og The Storm. Sangskrivning og indspilning er dog stadigt drengenes værk alene. Debuten fik af GAFFA tre stjerner, og anmelderen gav dem disse ord med på vejen:


"De fire musikere leverer på deres debut en præstation, der er svær at kalde andet end lovende. På sin vis er der er mange udmærkede takter på Superimposed. For eksempel er produktionen, som to af bandets medlemmer har stået for, ganske habil. Bandet har også et nogenlunde tag om sangskrivningen. De fleste af albummets sange er forsynede med let genkendelige hooklines."

"Behind The Wire" udkommer mandag den 11. januar 2010. Tracklisten kan ses nedenfor, og der kan smuglyttes til titelsangen allerede nu, på bandets MySpace-side.

Trackliste:

1. Behind The Wire
2. Undying
3. Your Own Worst Enemy
4. Thunder And The Rain
5. Follow Me
6. Obey
7. Sweet Impossibility
8. Memento Mori
9. Disconnected
10. Save Me (Not)
11. Infinity


ANNONCE