x

Nirvana-idol skudt på af sikkerhedsvagt

Nirvana-idol skudt på af sikkerhedsvagt

Cris Kirkwood, tidligere bassist i den amerikanske guitarrockgruppe Meat Puppets, er i kritisk tilstand, efter at han forleden blev skudt på af en sikkerhedsvagt, beretter billboard.com.

Der er nok ikke så mange, der husker den anmelderroste, men ikke særlig velsælgende amerikanske gruppe Meat Puppets, der i 80’erne og 90’erne excellerede i alternativ guitarrock. Gruppens karrieremæssige højdepunkt var nok, da de medvirkede på Nirvanas "MTV Unplugged"-album fra 1994, hvor Nirvana – der var store fans af Meat Puppets – også fortolkede hele tre af bandets sange, "Plateau", "Oh, Me" og "Lake Of Fire".

Bandets sidste album udkom i 2000, hvor gruppen allerede var ved at falde fra hinanden pga. Cris Kirkwoods misbrug (faktisk var han slet ikke med på albummet), og forleden var Kirkwood så ved at følge sin gamle fan Kurt Cobain til de evige rockmarker.

I Phoenix, Arizona kom Kirkwood op at skændes med en kvinde, der ville køre ind i samme parkeringsbås som ham ved et posthus. Kvinden tilkaldte en sikkerhedsvagt, der bad Kirkwood forlade området, men denne greb i stedet vagtens stav og begyndte at slå på ham, og vagten skød mod Kirkwood i selvforsvar. Kirkwood blev ramt i underlivet, og som sagt er hans tilstand stadig kritisk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA