x

Slaughterhouse til København

Slaughterhouse til København

"Takeover" var navnet på Jay-Z's knapt så flatterende nummer til Nas, da de to New Yorkere kæmpede indædt om titlen som byens rapkonge. Nu kan navnet også forbindes med endnu en begivenhed i hiphoppen, når det nye arrangement The Takeover åbner i København. I første omgang overtager klubben Loppen i januar og inviterer rap-kvartetten Slaughterhouse indenfor.

Slaughterhouse består af de fire forskellige rappere og personligheder Joe Budden, Royce Da 5'9", Joell Ortiz og Crooked I, der alle er erfarne under- og overgrundsrappere, og som nu har slået sig sammen. Det selvbetitlede album, der indeholdt produktioner af blandt andre The Alchemist, DJ Khalil og Mr. Porter, udkom i august i år og fik fine anmeldelser fra kritikerne.

I front står den erfarne Royce Da 5'9, der kom på de flestes læber, da selveste Eminem i sluthalvfemserne lagde mærke til ham og hev ham med på sit "The Slim Shady LP" på nummeret "Bad Meets Evil" . Siden har det gået op og ned for frontmanden i Slaughterhouse, der også er aktuel som solokunstner med det nye album "Street Hop" fra sidste måned, hvor de tre resterende gruppemedlemmer naturligvis også kigger forbi.

Der skulle med andre ord allerede være rigeligt med materiale for den stærke hiphop-gruppe med Royce Da 5'9 i spidsen, når de besøger The Takeover på Loppen den 27. januar. Mere information om koncerten kan findes på Loppens hjemmeside.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA