Nyhed

Rammstein til Skive Festival

Den tidligere Skive Beach Party præsenterer også Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Selvmord til næste års festival

Først på måneden kunne GAFFA skrive, at Dizzy Mizz Lizzy var det første navn på den store nordvestjyske festival. Nu kan yderligere fire topnavne skrives på plakaten, når de succesfulde tyske industrial-rockere Rammstein annoncerer deres ankomst sammen med de danske bands Kashmir, Magtens Korridorer og Selvmord.

Billetterne til det kontroversielle tyske bands kommende koncert i december i Forum blev revet væk i løbet af en lille time, og arrangørerne af Skive Festival kan håbe på det samme med metalgruppen, der tidligere på året udgav den provokerende "Liebe Ist Für Alle Da". Albummet fra Rammstein kunne ud over at være kontroversielt også byde på god musik, hvilket GAFFAs anmelder også bed mærke i og gav fire stjerner i sin anmeldelse. Arrangørerne bag festivalen skriver om valget af Rammstein som hovednavn til den kommende festival i en pressemeddelelse:

"Vi kan kun være stolte over at kunne præsentere dette verdensnavn, hvormed vi ønsker at cementere vores nye status som en af landets absolut mest ambitiøse musikfestivaler. Der bliver i 2010 sat nye standarder for, hvad man kan forvente af en midtjysk festival, og Rammstein bliver flagskibet, der sætter kursen for det imponerende program, der venter festivaldeltagerne den første weekend i juni 2010."


Ud over Rammstein er det værd at notere sig, at Kasper Eistrup og resten af Kashmir også tropper op til festivalen, hvor det nye album, som udkommer den 1. februar næste år, kan opleves i livesammenhæng.

Skive Festival 2010 løber af stablen den 2. til den 5. juni, og billetter bliver sat i salg den 30. november og kan på det tidspunkt findes via GAFFA Live.

ANNONCE