x

The Notwist gæster Vega

The Notwist gæster Vega

Den tyske gruppe The Notwist startede angiveligt som et hardcore punkband, der gradvist inkorporerede elementer fra 80'ernes indiepop-scene og elektronika, hvilket udviklede sig musikstilarten indietronica. Nu kan pionererne opleves på dansk jord, når det tyske band besøger Lille Vega i april.

The Notwist har udover gennembruddet fra 2002, "Neon Golden", og det roste album "The Devil, You + Me" fra sidste år ikke været det mest produktive band det sidste årti, men de forskellige medlemmer har til gengæld haft travlt i et hav af sideprojekter som blandt andet Lali Puna, 13 & God og The Tied & Tickled Trio.

Det har dog især været med "Neon Golden" og "The Devil, You + Me", at de stående ovationer kom til de tyske musikere. GAFFAs anmelder kunne heller ikke få armene ned over sidstnævnte og skrev blandt andet i sin femstjernede anmeldelse:

"(Pladen, red.) byder på fuldstændig forrygende sager som eksempelvis den pludseligt sønderflænsende 'Alphabet', den maskinelt knitrende og dog organisk rindende 'On Planet Off', den støt eskalerende 'Boneless' og den rørende 'Hands On Us'. The Notwist er stadig et uomgængeligt bekendtskab, hvis man er blot det mindste til musik, der mesterligt kobler kølig mekanik og varme (stryger)arrangementer, righoldige kompositioner og simpel sang."

The Notwist kan igen opleves på en dansk scene, når gruppen indtager Lille Vega den 16. april, og billetterne til koncerten kan findes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA