Nyhed

Caroline Henderson tager på stor Danmarksturné

Den danske jazzsangerinde annoncerer 22 koncerter rundt i Danmark i 2010

Efter den dansk/svenske sangerinde Caroline Henderson forlod popgruppen Ray Dee Ohh i starten af 90'erne, har hun været en fast ingrediens i først poppen, med monstersucceser som solodebuten "Cinemataztic", der vandt hele syv Grammy-statuetter i 1995, og siden i jazzen. Nu tager Caroline Henderson på en omfattende turné med det roste album "Keeper Of The Flame".

På både dette niende album og på udgivelsen før denne har den velkendte jazzsangerinde givet sig i kast med gamle jazzstandards og er begge gange blevet rost og belønnet med fem stjerner for sine fortolkninger. Også live har Caroline Henderson bevist sit værd som én af Danmarks bedste jazzsangerinder, hvilket GAFFAs anmelder, Ivan Rod, netop kaldte hende i sin femstjernede anmeldelse, da hun i sidste uge optrådte på Copenhagen Jazzhouse:

"I andet sæt stak et nummer særligt ud, nemlig hendes versionering af George og Ira Gershwins 'It Ain't Necessarily So'. Det var som om, sangerinden i det havde fundet sig selv, havde fundet hjem, havde fundet balance. Caroline Henderson fremstod så suveræn, at man kunne spørge sig selv, om ikke det var Danmarks bedste jazzsangerinde - nogensinde - der stod dér på scenen."


Caroline Henderson tager på turné med sit faste hold af musikere, der består af Nikolaj Hess på flygel, Anders "AC" Christensen på bas og trommeslageren Jakob Høyer. Derudover tager hun en ekstra tre mand stor blæsersektion med på de første otte af de annoncerede koncerter. Billetter til turneen kan findes via GAFFA Live.

Caroline Henderson turneen i 2010:

27. Jan.  Hørsholm, Trommen


28. Jan.   Århus, Musikhuset

29. Jan.   Horsens Ny Teater

30. Jan.   Aalborg, Skråen


31. Jan.  Odense, Magasinet

3. Feb.    Herning, Fermaten

5. Feb.     København, Glassalen


6. Feb.    Greve, Portalen

11. Feb.  Vemb, Nørre Vosborg

12. Feb.   Frederiksværk, Gjethuset


13. Feb.  Næstved, Vershuset

18. Feb.  Haderslev, Månen

19. Feb.   Skive Theater


20. Feb.  Silkeborg, Rampelys

24. Feb.  Esbjerg, Tobakken

25. Feb.  Viborg, Paletten


26. Feb.   Hinnerup Kulturhus

27. Feb.  Thisted Musikteater

3. Mar.   Roskilde, Gimle


4. Mar.    Rødovre, Viften

5. Mar.     Holbæk, Elværket

6. Mar.    Klampenborg, Piil & Co.


ANNONCE