x

Cocteau Twins-sangerinde udgiver single - og taler

Cocteau Twins-sangerinde udgiver single - og taler

Billedet: Elizabeth Fraser med Massive Attack i Forum, København 2006

Fans af den tidligere Cocteau Twins-sangerinde Elizabeth Fraser har ventet i årevis på et soloalbum fra kvinden med den karakteristiske sfæriske sirenestemme og de ofte ordløse tekster. Albummet har tilsyneladende endnu lange udsigter, men nu har Fraser, der også er kendt fra Massive Attack-hittet "Teardrop", dog udgivet sin første solosingle, "Moses". Singlen udkommer som 12-tommer vinyl i et stærkt begrænset oplag på 900 eksemplarer og kan også købes som download på iTunes, og indtil videre kun i England.

Udgivelsen af singlen sker dog på en tragisk baggrund, idet sangen er en hyldest til Frasers nære ven, den tidligere Echo & The Bunnymen-keyboardspiller Jake Drake-Brockman, som omkom ved en motorcykelulykke i september.

Elizabeth Fraser var ved at indspille en række sange med netop Drake-Brockman og hendes private partner, trommeslageren Damon Reece (Massive Attack, Lupine Howl, eks-Spiritualized), og "Moses" er en af sange, trekløveret nåede at indspille.

I forbindelse med udgivelsen af singlen har Elizabeth Fraser givet et af sine meget sjældne interviews - faktisk hendes første i 11 år - til The Guardian. Ifølge The Guardian er Fraser rystende nervøs inden interviewet, og undervejs ringer hun til Damon Reece for at hjælpe med svarene. I interviewet fortæller hun blandt andet, at hun er i gang med at arbejde på et soloalbum sammen med Reece, men at hun først vil udsende musikken, når hun synes, den er god nok, og der kan tilsyneladende stadig gå lang tid.

Aldrig mere Cocteau Twins

Fraser siger også, at man bestemt ikke skal regne med en gendannelse af Cocteau Twins, da hun stadig har det meget svært ved at tale med, ensige tænke på sine gamle bandkammerater, Robin Guthrie (som hun også dannede par med i 13 år) og Simon Raymonde. Gruppen blev opløst i 1997.

Cocteau Twins var ellers annonceret til at være hovednavn på den californiske festival Cochella i 2005, ligesom en længere turné var planlagt, men Elizabeth Fraser trak sig kort efter offentliggørelsen af Cochella-festivalen med henvisning til "personlige" årsager, som hun nu fortæller var ulyst til at arbejde sammen med Robin Guthrie, som hun i øvrigt også har den nu 20-årige datter Lucy-Belle med.

Fraser fortæller også om sit kæresteforhold med Jeff Buckley, som hun også indspillede en duet med. Sangen, med titlen "All Flowers in Time Bend Towards the Sun" er aldrig udgivet officielt, men florerer på internettet, til Frasers store utilfredshed, da der ikke er tale om en færdig version.

Cocteau Twins udgav i perioden 1982-1996 i alt otte album og en stribe singler og ep'er, som gav dem en central placering på den alternative britiske rockscene med deres drømmende, meditative guitarpop med Elizabeth Frasers sirenesang og Robin Guthries stemningsfulde guitarspil som pejlemærker.

Siden gruppens opløsning i 1997 har Fraser medvirket som gæstevokalist på en række udgivelser, mest kendt Massive Attacks 1998-album "Mezzanine", herunder hittet "Teardrop". I 2006 var hun på turné med Massive Attack og besøgte i den forbindelse Forum i København. I 2000 udgav hun en maxisingle med titlen "Underwater" i 200 eksemplarer uden cover, men der var ikke tale om en officiel udgivelse.

Cocteau Twins-guitaristen Robin Guthrie har arbejdet som producer, som medlem af duoen Violet Indiana og har udgivet soloplader, mens bassisten Simon Raymonde har udgivet et enkelt soloalbum, har arbejdet som producer og har de sidste 12 år været leder af pladeselskabet Bella Union, som har navne som Fleet Foxes og danske The Kissaway Trail i stalden.

Læs hele interviewet med Elizabeth Fraser

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA