Kashmir offentliggør albumtitel

Kashmir offentliggør albumtitel

December måneds afslutning plejer for manges vedkommende at medføre en noget blandet fornemmelse, der ledsages af en mørk og trist januar uden hverken julelys eller nytår, men så snart de værste nytårstømmermænd er overstået, kan man passende begynde at tælle ned til første februar, hvor Kashmir sender deres sjette studiealbum på gaden. Pladen har fået titlen "Trespassers", og GAFFA har fået en snak med Kasper Eistrup, der i forbindelse med sangskrivningen har isoleret sig fra omverdenen i henholdsvis Sverige og Spanien for at få ro til at skrive. Om selve indspilningsprocessen fortæller Eistrup:

– Det har været en intens og pænt langsom proces et godt stykke hen ad vejen, men det har også været overraskende. Særligt fordi det lige pludselig gik meget hurtigt.

Fredag den 13. november udgav Kashmir singlen "Mouthful Of Wasps", der har sangerinden Oh Land med på kor. Kasper Eistrup har blandt andet følgende at fortælle om sangen:

– "Mouthful Of Wasps" er et billede på den aggressive og bidende ordstrøm, vi mennesker til tider slipper fri, når vi har tilbageholdt vores frustrationer for lang tid ad gangen. Sommetider kunne vi undgå det store følelsesmæssige jordskælv, hvis vi i stedet var mindre bange for de små konfrontationer, som uundgåeligt melder sig hen ad vejen. Jeg tror, at vi ville have nemmere ved at fokusere på de lette ting i livet, hvis vi først fik de tunge ryddet af vejen.

Hvad kan de mange spændte Kashmir-fans landet over forvente sig af "Trespassers"?
– Jeg er nok i virkeligheden den forkerte at spørge, eftersom jeg har spenderet halvandet år med skidtet. Men jeg skal prøve: "Trespassers" er klart et af de mest gennemarbejdede album, vi har lavet i mange år – heraf den lange produktionstid. Det er et album, som uden tvivl kan og skal høres mere end én gang. Vi er vendt tilbage til de mere elektroniske elementer, selv om der bestemt også er plads til rocken, fortæller Eistrup, der også røber, at bandet endnu engang har eksperimenteret med hvert enkelt bandmedlems respektive instrument:

– Vi har endnu engang været ude i en afsøgning af, hvordan en guitar kommer til at lyde som alt andet end netop en guitar. Et eksempel på dette er intro-lyden i "Mouthful Of Wasps". Vi har også haft fingrene i blandt andet en theremin, en vocoder og en Roland-808'er (trommemaskine, red.). Asgers tørre trommer er bedre end nogensinde, og Mads' basfigurer er fremadrettede som aldrig før, mens Henke dirigerer sine egne strygerarrangementer for 13 strygere. Alt i alt er pladen en strittende størrelse, som ligger tættere på "Zitilites" end på "No Balance Palace" i sin lyd og sit udtryk. Bedøm selv 1. februar 2010.

Albummets cover er i øvrigt malet af Kasper Eistrup, Mads Tunebjerg, Henrik Lindstrand og Asger Techau i fællesskab. De malede på et 3x3 meter stort lærred under overværelse af deres nærmeste familie og venner i en forladt hal på det gamle Carlsberg-bryggeri i Valby. Hele den dagslange proces blev filmet til en fem minutter lang webfilm, der kan ses her.


Læs et stort interview med Kashmir i februardgaven af GAFFA


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA