Den erfarne danske sanger og sangskriver gæster Skanderborg til næste år
I 2002 spillede C.V. Jørgensen én af sine sidste koncerter under bøgetræerne til Danmarks Smukkeste Festival, inden han holdt sig væk fra rampelyset i syv lange år. I sensommeren i år vendte den velkendte sanger tilbage og annoncerer nu også, at han kommer til næste års festival i Skanderborg.
C.V. Jørgensen spillede velkendte numre som "Det Si'r Sig Selv" og "Blåt Blod Til Alle", da han blandt andet besøgte et fyldt Voxhall i Århus og gav flere comeback-koncerter i byen. GAFFAs anmelder Kristian Pedersen var blandt de bjergtagede publikummer, da den legendariske sanger stod på scenen. Koncerten fik fem stjerner, og følgende ord med på vejen:
"Efter hvert af numrene blev C.V. mødt af klapsalver og jubelbrøl, der lod hovedpersonen tilbage nærmest genert og forlegen, men samtidig med sit helt eget glimt i øjet. Det er en ren fornøjelse, og hvor kommer vi godt ud af det sammen, lød det blandt andet undervejs. Efter ekstranumrene, "På Gyngende Grund" og "Det Sir' Sig Selv", gik C.V. Jørgensen og bandet af scenen med et tak for i aften, der ikke overbeviste os om, om det var farvel eller på snarligt gensyn."
Det store danske rock-koryfæ genser sine mange fans på Danmarks Smukkeste Festival til august næste år, hvor Dizzy Mizz Lizzy indtil videre har været det eneste annoncerede band. Man kan finde mere information om festivalen i Skanderborg på deres hjemmeside.