x

Ny dansk reggaeduo opstår

Ny dansk reggaeduo opstår

Det er synd at sige, at konstellationen Eaggerman (billedet) og Stunn Gunn er overraskende. De to skæve personligheder står begge i toppen af dansk reggaemusik og har mødt i hinanden utallige gange på scenen til blandt andet koncerterne med Bikstok Røgsystem. Nu finder de to sammen i duoen Eagger & Stunn, som allerede har smidt nummeret "Morder Dem" ud i æteren og også har et album på bedding.

Kristoffer Sjelberg med aliaset Stunn Gunn har en fortid i Booty Cologne, i Malk De Koijns liveoptrædener og ikke mindst som trommeslager for Bikstok Røgsystem, hvor han har været fast ingrediens på scenen siden 2005. Samarbejdet med Dwayne "Eaggerman" McFarlaneaka går derfor flere år tilbage, men med den nyskabte duo er der et nyt sigte med musikken.

Stunn Gunn står for produktionerne, og Eaggerman hiver i mikrofonledningen og giver et bud på, hvordan samfundskritisk reggae på dansk kan tage sig ud. Eaggerman forklarer selv i en pressemeddelse om nummeret, der er sluppet ud fra Eagger & Stunn:

"'Morder dem' er et pejlemærke for, hvor vi gerne vil hen med dette album. Griskhed, politik, bandekrig, vold og uretfærdighed er nogle af de emner, vi gerne vil sætte fokus på, når nu så mange andre kunstnere ikke tør. Det er netop den slags indhold reggaemusikken er skabt til at udtrykke og derigennem kæmpe imod."

Duoen kan fortælle, at de i øjeblikket arbejder på et helt album med deres "hardcore reggae", som endnu ikke har fået nogen udgivelsesdato. Indtil det sker, kan man nærlytte til gruppens nummer "Morder Dem" på Youtube nedenfor.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA