Nyhed

GAFFA december er på gaden

Mød Selvmord, Kent, Tina Dickow, Daniel Johnston og mange flere, læs om 00'erne og se, hvad redaktionen synes er årets bedste danske og internationale albums

Så er GAFFA december på gaden. 80 sider sprængfyldt med interviews, features, anmeldelser, nyheder og livekalender.

Du kan blandt andet møde forsidenavnet Selvmord alias L.O.C. og Suspekt, der fortæller om deres nye rap-supergruppe, og om hvorfor de hellere vil rappe om hjertekvaler end om, at de er nogle fede typer.

Kent er aktuelle med albummet "Röd". Vi har mødt dem i Berlin i det legendariske Hansa-studie, hvor Bowie, Iggy Pop, U2 og mange flere har indspillet nogle af deres hovedværker - og nu har Kent også optaget et album her.

Tina Dickow har udgivet soundtracket til filmen "Oldboys". Vi har mødt hende til en snak om at arbejde med filmmusik, ligesom Tina Dickow fortæller om sine yndlings-soundtracks.

Kultfiguren Daniel Johnston er plade- og snart koncertaktuel. Vi har talt med den hjerteskærende sangskriver, hvis primære interesse er Beatles, tegneserier og junkfood.


00'erne er snart forbi. Vi har kigget tilbage på nogle af årtiets mest markante tendenser i musikverdenen - fra alt-folk og bastardpop over emo og iPods til spillekonsoller og talentprogrammer.

Derudover bliver du introduceret til The Big Pink, Miike Snow, Non +, Sandra Hakky og mange andre.

Du kan desuden som medlem af Klub GAFFA læse et stort tillæg om Sebastian i forbindelse med hans 60-års fødselsdag, der også bliver fejret med en hyldestplade og en ny turné. Læs mere om tillægget, de mange fordele og konkurrencer hos Klub GAFFA.

Derudover kan du som altid finde masser af nyheder, anmeldelser og omtaler. Så find GAFFA på en café, et bibliotek, en plade-/musikforretning eller en uddannelses- eller kulturinstitution nær dig, eller læs bladet online. God fornøjelse med december-udgaven af GAFFA!

ANNONCE