x

Ny dokumentar om Jam Master Jay udkommer

Ny dokumentar om Jam Master Jay udkommer

Jam Master Jay introducerede en banebrydende form for hiphopmusik, da han som både musiker, producer og dj skabte grundlaget for en af de første og største succeser i hiphoppen: Run DMC. Nu udkommer dokumentarfilmen om mordet på den legendariske dj.

"2 Turntables And A Microfone" fortæller historien om de mistænkelige hændelser før mordet og under opklaringen af det via vidner og bevismateriale fra sagen. Derudover fortæller venner og kolleger som 50 Cent, Ja Rule, pioneren Russell Simmons og selvfølgelig resten af Run DMC om hændelsen og om Jam Master Jay som kunstner og person. Men dette er ikke den eneste film om Run DMC, der er på vej.

Tidligere på året kunne vi skrive, at Cheo Hodari Coker, der stod bag filmen "Notorious" om den afdøde rapper Biggie Smalls, også er i gang med en spillefilm om Run DMC med navnet "Tougher Than Leather: The Rise Of Run-DMC", så der skulle være nok at se på for fans af ol' school-trioen.

De Adidas-klædte hiphoppere fra Run DMC er for nyligt blevet indlemmet i den prominente The Rock And Roll Hall Of Fame, som det eneste hiphop-navn ud over Grandmaster Flash And The Furious Five. Gruppen har fået stor anerkendelse og bliver ofte nævnt på lister over de bedste hiphopgrupper nogensinde af medier som MTV.com og VH1.

Den kommende dokumentarfilm om Jam Master Jay-mordet "2 Turntables And A Microfone" udkom den 1. december og blev tidligere udsendt i en specialudgave af 50 Cents "Before I Self Destruct", mens det stadig ikke vides, hvornår man får spillefilmen "Tougher Than Leather" at se.

Se traileren til dokumentarfilmen her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA