Nyhed

She & Him annoncerer Volume Two

Zooey Deschanel og M. Ward er klar med opfølgeren til debutalbummmet "Volume One"

Skuespilleren og sangerinden Zooey Deschanel charmerede sig med den velkendte guitarist M. Ward vej hen til mange lytteres hjerter med deres 60'er-inspirerede indiefolk-lyd på debutalbummet "Volume One". Nu udkommer toeren, og hvad ville være mere naturligt end at kalde den "Volume Two"?

Den stærke duo blev rost for det første album, som John Fogde fra GAFFA blandt andet kaldte et "usædvanligt charmerende og vellykket projekt, der er lige til at forelske sig i og til" og gav fire stjerner. Musikeren M. Ward fortæller selv om Zooey Deschanel, som han roser i et interview med Paste Magazine:

"Zooey skriver rimeligt ofte, og hun behøver ikke nogen opfordringer. Jeg vil gerne vise nogle flere dimensioner af hendes skriverier, og jeg er spændt på at se, hvad folk siger til dette album, fordi jeg synes, at det fortsætter med at vise hendes stærke skriveevner."


M. Ward er yndet person som multiinstrumentalist og sangskriver, som også kunne opleves på årets Roskilde Festival, hvilket også kastede stor ros af sig. Zooey Deschanel har heller ikke andet end pæne ord at sige om sin musikalske partner og fortæller i samme interview med Paste Magazine:

"Jeg fandt ud af, at Matt (M. Ward, red.) kan blive en virtous på et hvilket som helst strengeinstrument, han samler op, hvilket er virkelig uretfærdigt for os andre dødelige. Det er fantastisk at arbejde med Matt, fordi han altid er tro mod sig selv, og det at arbejde med ham over en udvidet periode har bare bekræftet det."

Resultatet af det nye samarbejde mellem de to kunstnere kan høres til foråret næste år. Den eksakte udgivelsesdato for "Volume Two" er endnu ikke blevet annonceret.


ANNONCE