Nyhed

Nye detaljer om 30 Seconds To Mars' næste album

2000 forskellige pladecovers og lydindslag fra fans over hele verden er noget af det, man kan se frem til, når "This Is War" rammer butikkerne

Udgivelsen af 30 Seconds To Mars' tredje album er mindre end en uge væk, og nu løftes sløret for nogle af de mindre almindelige indslag på pladen. Der er allerede store forventninger til "This Is War", ikke mindst på grund af singlen "Kings & Queens", der er blevet et stort hit rundt om i verden, og det lyder bestemt til, at det bliver et spændende udspil.

Coveret til pladen vil udkomme i ikke mindre end 2000 forskellige udgaver, da bandet har bedt fans om at indsende billeder af sig selv, så de kunne bruges til formålet. De første 2000 billeder, som bandet fik i hænderne, er nu endt direkte på forsiden af pladen.

De har også benyttet en utraditionel måde at lave samples på. 30 Seconds To Mars oprettede internet-samfundet Echelon, der tidligere på året hjalp bandet til at få samlet en mængde fans i Los Angeles, så de kunne deltage i en begivenhed de kaldte "The Summit". Her mødte fans op, for at hjælpe med at lave en improviseret indspildning af lyde. Begivenheden gik over al forventning, og man besluttede at afholde lignende arrangementer i både Australien, Italien, Tyskland, Frankrig, Japan, Mexico, Storbritannien og Canada. Det resulterede i 3000 brugbare lydoptagelser.


"This Is War" udkommer på mandag den 7. december, og bandet tager, som vi tidligere har skrevet, på en turné, der også rammer Danmark. Her spiller de i KB Hallen, København, tirsdag den 9. marts. Billeterne er i handlen nu, og kan findes på Billetnet.dk.

ANNONCE