x

Arcade Fire har det tredje album i støbeskeen

Arcade Fire har det tredje album i støbeskeen

Der har været erklæret arbejdsro for Win Butler og resten af Arcade Fire, siden gruppen sidst optrådte offentligt, hvor det var for Obama og resten af den nye amerikanske regering i januar måned i år. Nu ser det ud til, at indiegruppen har brugt tiden konstruktivt, og at publikum kan forvente et nyt album til maj næste år.

Ægteparret Win Butler og Régine Chassagne udgør grundstammen i den syv mand store alternative rockgruppe, der ikke har frygt for horn, harper eller violiner i forskellige afstøbninger i deres musik. Der skulle stadig være plads til den legesyge i bandet, som ifølge BBC har benyttet de seneste seks måneder i studiet med produceren Markus Dravs, der tidligere har arbejdet med navne som Coldplay, Björk og Brian Eno, og bandet har simpelthen sagt i et BBC-interview, at sangene var "bedre".

Det er store ord, når det angår Arcade Fire, der i den grad blev rost og vandt priser for deres seneste album fra 2007 "Neon Bible". GAFFA valgte også at udnævne albummet til årets album, og anmelderen Lars Löbner Jeppesen skrev desuden i sin seksstjernede anmeldelse:

"Neon Bible er i alt sin enkelhed et klassisk rockalbum, som lige så vel kunne have været lavet i 1977 som i 2007, men ikke af hvem som helst. Karakterskalaen burde i Arcade Fires tilfælde helt exceptionelt udvides. Vi er knap nok kommet i gang med det Herrens år 2007, og vi har muligvis allerede fundet årets album. Overgiv jer, vi er alle fortabt, men soundtracket er fedt."

Der er dermed nok af forventninger til det kommende album fra Arcade Fire, der også ifølge Billboard.com har en singleforløber ude tidligt i 2010. Selve udgivelsesdatoen i maj måned er stadig uvis, men publikummet kan godt instille sig på endnu et år i Arcade Fires tegn.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA