De mørke postpunkere gæster endnu en gang Danmark sammen med danske Dúné og Rock Hard Power Spray
Den engelske trio White Lies har haft en kometkarriere, siden de blev udråbt af BBC til et af de bands, som man skulle holde øje med i 2009. Med den roste debutplade og endnu et album i støbeskeen gæster White Lies nu Skive Festival.
Postpunk-trioen har tidligere varmet op for både Coldplay og Kings Of Leon, men har dog mere til fælles med The Cure og Joy Division, eller de mere nutidige pendanter som Interpol og Editors. Den mørke tradition føres videre af den unge gruppe, som allerede flere gange har været i landet.
Til årets Roskilde Festival spillede White Lies også en rost koncert på Odeon-scenen, som GAFFA-anmelder Michael Jose Gonzalez kvitterede med fire stjerner og følgende ord:
"Det tight spillende band gør det ikke svært for publikum at følge med i deres yderst syng-med-venlige omkvæd, der har en tendens til at være lige på grænsen til at kamme over engang imellem, hvor meget de tunge basgange, de insisterende trommer og de skarpe angreb fra distortion-guitaren end modarbejder det alt for poppede. Forsanger Harry McVeigh leverer et fremragende vokal-arbejde og fremstår både intens og troværdig. Bandets melodiske mørkemandsrock har vist sig utroligt effektiv, og White Lies har sat en streg under deres potentiale."
Skive Festival kan med andre ord se frem til en festival, hvor rocken i dens forskellige afskygninger er repræsenteret i form af blandt andre Rammstein, Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir, og nu også White Lies, Dúné og Rock Hard Power Spray, der er annonceret til årets festival.
Skive Festival kan opleves den 2. til den 5. juni næste, og billetter kan findes via GAFFA Live.