Nyhed

Yulestock byder på gløgg og musik

Claus Hempler, Catherine Tran og A Kid Hereafter er blandt navnene til det københavnske julearrangement

Der bliver budt på tre timers gløgg, æbleskiver, julesknas og ikke mindst spændende musik, når Yulestock igen i år løber af stablen i København. Årets arrangement byder på blandt andre Claus Hempler (billedet), engelske Catherine Tran, A Kid Hereafter, Neil Grimes, der også er fra Storbritannien og det danske sangskriveralias Phil Shivers.

Stemningen vil være i fokus til Yulestock, der også passende har undertitlen "Three Hours Of Gloegg And Music". De danske og internationale kunstnere bliver præsenteret af sangskriveren Neill C. Furio, der har stærke forbindelser til landet og også deltog i arrangementet sidste år, mens der vil være juleoplæsning af Bjarke Søballe fra Leisure Alaska.

Claus Hempler julede også med til sidste års arrangement, som derudover bød på musik af Mads Langer, Annika Aakjær og Dial Zero. Det var en stor succes, som GAFFAs anmelder, Nadia Parbo, deltog i og gav fem stjerner. Hun skrev om Claus Hemplers optræden til Yulestock:


"Som en fin afslutning fik publikum nu stemningsfulde crooner-agtige sange for alle pengene. Fire sange blev det også til i denne omgang, og det blev til en frydefuld afslutning på en fin aften. Med habit og rullekrave indtog Hempler scenen som en gentleman, der, uden de store dikkedarer, kom for at give folket den gode musik og julestemning, der blev krævet. Og med held. Hemplers sæt var et fint farvel til julepublikummet og en aften, der viste noget af det bedste, dansk musik har at byde på lige nu."

Der er masser af grund til at komme i rigtig stemning, når Yulestocks mange optrædende julehygger med publikum i Café Mosaikken i Vanløse Kulturhus den 11. december. Billetter til arrangementet kan købes i døren.

ANNONCE