x

Eric Clapton & Steve Winwood til Malmö

Eric Clapton & Steve Winwood til Malmö

Eric Clapton og Steve Winwood har været venner og kolleger siden midten af 60'erne, og for to år siden tog de den musikalske tråd op igen til en festival i Chicago. Det var så stor en succes, at de til næste år for første gang tager på en turné sammen, der bringer dem til Sverige til maj, hvor de kan opleves i Malmö Arena.

Samarbejdet mellem Winwood og Clapton kan spores tilbage til 60'erne, hvor Eric Clapton og Ginger Baker efter opløsningen af bandet Cream i 1968 kortvarigt fortsatte karrieren i gruppen Blind Faith, hvor de fik følgeskab af Steve Winwood (Traffic) og Ric Grech (Family). Gruppen udsendte et enkelt album, der toppede hitlisterne i både England og USA, og dermed fik markant mere succes end det første samarbejde mellem Clapton og Winwood, der hed Eric Clapton's Powerhouse, og som aldrig fik færdiggjort et debutalbum.

Efterfølgende gik de to musikere deres egne veje, men i 2007 optrådte de sammen i Chicago til Crossroads Guitar Festival, hvor de blandt andet spillede sange fra Blind Faith-pladen. Efterfølgende gav de tre koncerter i Madison Square Garden, hvilket blev dokumenteret på cd/dvd'en "Live From Madison Square Garden", der er nomineret til to amerikanske Grammy-priser.

Clapton medvirker også på Winwoods seneste soloalbum "Nine Lives", og nu er der opstået en unik mulighed for at opleve de to musikere sammen, når de til maj kommer forbi Sverige for at give deres eneste nordiske koncert.

Koncerten finder nærmere bestemt sted i Malmö Arena 31. maj, og billetsalget starter mandag 14. december klokken 10:00 via ticnet.se samt på malmoarena.com.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA