x

Safri Duo spiller livekoncert til klimafilm

Safri Duo spiller livekoncert til klimafilm

Den trommedrevne dancemusik fra de to klassisk uddannede musikere Safri Duo har især med ørehængeren "Played-A-Live" indtaget de danske dansegulve, siden de udgav deres succesfulde "Episode II" i 2001. Uffe Savery og Morten Friis laver nu en speciel koncert i forbindelse med klimatopmødet, hvor de akkompagnerer filmen "Aqua" i Pumpehuset i København.

Den energiske musik fra den danske gruppe bliver således spillet, mens undervandsoptagelserne fra Great Barrier Reef bliver projekteret op på et stort filmlærred bag bandet. "Aqua" er Australien officielle bidrag til klimakonferencen COP15, og billederne af det mangeartede dyreliv på det farverige koralrev er et eksempel på et område, der er truet af klimaforandringerne.

De to musikere fra Safri Duo er berærede over den australske interesse for at samarbejde i projektet, der bliver kaldt "Aqua Dance". Uffe Savery fortæller om filmkoncerten:

"Projektet med Wish Bone Films har været længe undervejs, og vi har hele tiden haft en god fornemmelse omkring samarbejdet. En fornemmelse, der er nu for alvor er blevet bekræftet. Vi har set den færdige film, og den er – i al beskedenhed – simpelthen fantastisk. Filmen gav os den gåsehud, vi altid arbejder efter at opnå. De har skabt en film, som visualiserer vores musik på enestående vis. Filmen er lavet med dyb indsigt, forestillingsevne, originalitet og musikalitet – og så rummer den tilmed et meget vigtigt budskab. Morten og jeg kan slet ikke vente med at give en live-performance af filmen."

Filmen med de instrumentale bidrag fra Safri Duo kan opleves den 16. December i Pumpehuset i København, hvor Kenneth Bager og hans Music For Dreams også spiller. Billetter til arrangementet kan findes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA