x

Mustasch udskyder danske koncerter

Mustasch udskyder danske koncerter

De svenske rock'n'rollere fra Mustasch annoncerede i august en miniturné i Danmark, hvor de ville komme forbi byerne Aalborg, Århus og København i denne uge i december. Nu har arrangøren Live Nation og Mustasch været nødsaget til at meddele, at de tre planlagte koncerter bliver udskudt.

Mustasch havde planlagt en effektiv turné igennem det danske land den 10., 11. og 12. december og havde også præsenteret den danske powerrock-kvartet Karma Cowboys som opvarmning. Der er desværre kommet noget i vejen for disse koncerter, og medlemmerne i Mustasch skriver til det danske publikum i en pressemeddelelse om den foreløbige aflysning:

"Af personlige grunde er vi desværre blevet nødsaget til at aflyse de danske turnédatoer i denne uge. Vi havde set frem til at spille noget heavy metal hardrock for den danske befolkning, og vi håber i stedet at se jer i 2010."

Den pludselige aflysning af de oprindelige koncerter betyder i øjeblikket, at man endnu ikke ved, hvornår Mustasch-koncerterne i Århus- og Aalborg bliver afholdt, men arrangørerne forsikrer, at der arbejdes på sagen. Koncerten i Pumpehuset i København, som skulle være afholdt den 10. december, har til gengæld fået en ny dato den 28. januar samme sted. 

Derudover er der naturligvis mulighed for at få sine penge tilbage, men Live Nation skriver i pressemeddelelsen, at man dog skal sørge for at henvende sig der, hvor billetten er købt, mindst 48 timer før den nye koncertdato.

Ændringen af datoerne for de kommende koncerter med det svenske hardrock-band kan følges på GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA