Nyhed

Spot udvælger navne til festivalen

En international kuratorgruppe skal udvælge festivalnavne ud af 925 ansøgninger

Sidste frist for ansøgning om en plads til næste års udgave af Spot Festival var 1. december, og nu skal en gruppe branchefolk så i gang med at lytte et hav af demoer og selvfinancerede udgivelser igennem for at finde ud af, hvem der skal spille til festivalen.

Der er kommet i alt 925 ansøgninger, og det bliver fire mænd, som skal vurdere, hvilke navne man vil kunne opleve, når Spot Festival afvikles i Århus i dagene 21.-22. maj 2010. Som altid ligger fokus på ny, dansk musik, men ifølge en pressemeddelelse er døren dog åben for, at der også kan blive inviteret navne, der tidligere har spillet på festivalen.

I en pressemeddelelse skriver Spot Festival følgende:


"Bands, der tidligere har optrådt på Spot, vil først og fremmest blive vurderet på baggrund af en rimelig international interesse og efterspørgsel, men også kunstnere, der vurderes at have produceret særligt eller væsentligt nyt materiale, vil komme i betragtning."

Festivalen åbnes som vanligt med aftenkoncerter rundt om i Århus, dagen inden festivalen officielt begynder. Igen i år vil man her præsentere en stribe internationale navne til InterSpot, hvor cirka 20 internationale navne vil blive præsenteret i samarbejde med de internationale samarbejdspartnere.

Der er i år også kommet et internationalt præg over den gruppe af branchefolk, der skal udvælge navne til næste års festival. Kuratorgruppen består derfor i år af to danskere, en englænder og en franskmand, der i samarbejde skal læse og lytte ansøgningerne igennem. De fire medlemmer af kuratorgruppen er:


Morten Varano - musiker
Veteran på den elektroniske scene. Kom første gang i offentlighedens søgelys med Excess Bleeding Heart i 1992, inden han i 1997-2004 udgjorde et af dansk elektronisk musiks kendteste indslag i Puddu Varano. Hvor den duo fik pæn international opmærksomhed fik Morten Varano for alvor travlt på de udenlanske scener via SlowTrain, som i 2003-6 betrådte adskillige store klubadresser og festivaler.

Tim Hole – Direktør - Audio Authority Management (UK)
Direktør for Audio Authority Management i London, som er grundlagt med henblik på at varetage en række pladeproducenters karrierer, og Audio Authority har med tiden også udvidet sig til også at varetage artist management og ledende produktion. Tim Hole har baggrund fra A&R-afdelingen hos henholdsvis Warner Bros. og Universal og var ivrig deltager på Spot Festival 2009, hvor han bl.a. faldt for Kellermensch, som han nu arbejder for internationalt.

Kem Lalot -  Programtilrettelægger/booker -  Festival des Eurockeennes (FR)
Kem Lalot har mange års erfaring som booker, er en af to kunstneriske ledere ved den franske Eurockéennes Festival i Belfort – og har udfyldt den rolle siden 2001-udgaven. Herunder er han bl.a. leder af et nyt initiativ under festivalen kaldet "Reperage", som har fokus på bands fra Østfrankrig, Schweiz og Tyskland: Desuden står han for bookingen af bands til både Generic Festivalen og den franske del af Impetus Festivalen. Endnu tidligere havde han også booker-rollen for henholdsvis spillestedet Noumatrouff¨ i Mulhouse (1994-2000) samt Betes de Scenes-festivalen i samme periode.

Thomas Nordquist – Manager/booker - PDH
Thomas Nordquist er egentlig uddannet pædagog og har gennem mange år arbejdet med unge "på gadeplan" i København. Men interessen for musik førte ham i 2003 til musikkens verden, hvor han i fritiden begyndte at arbejde som manager for først Aya og siden bl.a. Rock Hard Power Spray, Magtens Korridorer og Rasmus Nøhr. Han har siden 2007 gjort musikken til sin fuldtidsbeskæftigelse hos PDH som manager og booker - hvor han i øvrigt stadig arbejder for Rock Hard Power Spray og Nøhr samt Ginger Ninja, Hannah Schneider og Stupid White Men.

Det forventes at Spot Festival vil begynde at offentliggøre navne til næste års festival i starten af det nye år.

ANNONCE