Nyhed

Kent til Danmarks Smukkeste Festival

Joakim Berg & Co. spreder skandinavisk melankoli under bøgetræerne i Skanderborg i august

Kent er ofte blevet kaldt Skandinaviens største rockband, og her på redaktionen kan vi da heller ikke lige komme i tanker om nogen, der pt. kan udfordre deres position. Og nu har de meldt deres ankomst til Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg.

Kent udgav i sidste måned deres ottende studiealbum "Röd", der gik direkte ind på top 10-listerne over de mest solgte plader i både Norge, Finland, Danmark og Sverige. Det er desuden netop blevet offentliggjort, at Kent og "Röd" er nomineret i ikke mindre end 6 kategorier til den svenske Grammis-pris og i kategorien som "Årets Grupp" ved hjemlandets P3 Pris. GAFFAs anmelder Kristian Bach Petersen var ligeledes begejstret og uddelte fem stjerner til albummet, om hvilket kan blandt andet skrev: "De 11 numre er drevet af store kølige keyboardflader og står ridset smukt op som solstråler på en frostklar svensk morgen, med måske den stærkeste samling melodier fra Joakim Bergs side de sidste 10 år."

Koncerten på Danmarks Smukkeste Festival bliver Kents eneste danske sommerkoncert vest for Storebælt, oplyser Danmarks Smukkeste Festival (ja, de skriver øst for Storebælt, men mon ikke de mener vest?!). Så noget tyder altså på, at man også kan opleve Joakim Berg & Co. et sted på Sjælland næste sommer - om det så bliver i Roskilde eller et andet sted, melder historien ikke noget om.

Yderligere navne er tilføjet festivalprogrammet 2010, oplyser Danmarks Smukkeste Festival, og programmet ser dermed således ud:

Alphabeat, Anders Matthesen, C.V. Jørgensen, Dúné, Dizzy Mizz Lizzy, Fler Farver, Ginger Ninja, Hej Matematik, Jes Holtsø, Jokeren,  Jooks, Karen Mukupa, Kent, LaBrassBanda (G), Magtens Korridorer, Michael Falch & Boat Man Love, Mike Tramp, Odense Assholes, Paul Halberg Power Trio, Rasmus Nøhr, Rasmus Seebach, Road To Rock, Rock Hard Power Spray, Shotgun Revolution, Stig Møller Trio, The Storm, Thorbjørn Risager, Walther Trout (US), Virtue, Zirkus Nemo og Århus Symfoniorkester.

Danmarks Smukkeste Festival 2010 finder sted i dagene 4.-8. august. Køb billetter via GAFFA Live


ANNONCE