Nyhed

Tina Dickow ind i top fem

Sangskriverens seneste album debuterer i denne uge på femtepladsen på ugens albumhitliste

December måned er som vanligt en lidt sløj måned, når det kommer til nye udgivelser. Men lidt kommer der da, og en af disse nye udgivelser går i denne uge ind på en femteplads på ugens albumhitliste og er dermed ugens højest placerede nyhed.

Det drejer sig om det seneste album fra Tina Dickow, der bærer titlen "The Road To Gävle", og som udover at være et selvstændigt album samtidig fungerer til den kommende film "Oldboys" af Nikolaj Steen. I den forbindelse er Tina Dickow nomineret til to Robert-priser for henholdsvis "Bedste Score" og "Bedste Sang". Udgivelsen kunne dog ikke slå Rasmus Seebach, der er tilbage på førstepladsen foran Dalton, Thomas Helmig og Michael Jackson.

Herefter er der faktisk kun tre nyheder på denne uges liste, og ingen af dem går ind i top 30. Man skal derfor ned på 31. pladsen for at finde MGP-vinderen Pelle B, der debuterer en enkelt plads foran single-opsamlingen fra Britney Spears. Begge disse udgivelser slår samtidig udgivelsen "The Collection Box" af Elvis Presley, der ryger ind på en 35. plads i denne uge.


Se hele ugens hitliste på Hitlisten.nu.

ANNONCE