x

Studenterhus Århus giver en hjælpende hånd

Studenterhus Århus giver en hjælpende hånd

Musikscenen i det århusianske får nu et skub opad, når Studenterhus Århus, med støtte fra Kunststyrelsen og Danske Bank, sætter et nyt projekt i bevægelse, der skal hjælpe fjorten mindre kendte bands videre med karrieren. Det beskrives af arrangørerne som "talentudvikling under overfladen". I en pressemeddelelse skriver de:

"Ved at arbejde med forskellige sider af det at være et band, skal "Under Overfladen" klæde musikerne godt på til den musikkarriere, der venter lige rundt om hjørnet. Det skal styrke deres kollegiale netværk og give dem muligheden for at se nye veje ind i musikbranchen og ind på spillestederne."

Træningsprogrammet lægger ud med at sende de fjorten bands ud for at spille promotionkoncerter på forskellige studiesteder og fredagsbarer. Herefter skal de spille koncert i Pakhuset, og efterfølgende tilbydes de så forskellige workshops, hvor de får gode råd og vejledning med alt det svære, der ligger udenfor selve musikken. Eksempelvis kommer banddoktoren Kristian Koch fra P3's Karrierekanonen til, for at give gode tips til hvordan man optimerer sit sceneudtryk. Også Kristian Riis, guitarist i Nephew, og Anna Rose, der tidligere har været med i koncertarrangøren Live Nation, vil komme til hjælp. De skal blandt andet lære bandsene om markedsføring, selvpræsentation og interne arbejdsprocesser.

Den første koncert fra "Under Overfladen" ligger i aften, fredag den 11. december, i Pakhuset, Århus, hvor Lise Dres, TheBoyTheManThePale, October Country og LadyLion går på scenen. Vil man gerne have en forsmag på et af aftenens acts, kan man møde op i GAFFA Shop i Klostergade, hvor TheBoyTheManThePale giver en 20 minutters optræden, da GAFFA for nylig har udnævnt dem til Månedens Demo. De møder op klokken 16.00.

Der vil løbende komme koncerter til programmet ind i 2010, og til sidst afsluttes der med en flerdages mini-festival. Der kan læses mere om de optrædende til aftenens koncert på Studenterhus Århus' hjemmeside. Billetter kan købes i døren, der slåes op klokken 20.00.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA