x

Lightspeed Champion giver gratis musik ud

Lightspeed Champion giver gratis musik ud

Devonte Hynes' indieprojekt Lightspeed Champion er snart aktuel med anden udgivelse under navnet. "Life Is Sweet! Nice To Meet You", der er produceret af Animal Collective-produceren Bel Allen, udkommer den 1. februar, men allerede nu kan fans af den skæve sangskriver lytte til en gratisudgivelse i ventetiden.

Lightspeed Champion har skrevet og indspillet en række sange i hjemmet med de instrumenter, der var til rådighed, og har desuden lavet en enkelt duet med en tredjedel af pigetrioen The Like, Charlotte Froom. Devonte Hynes skriver selv om de såkaldte "House-Sitting Songs" på sin blog:

"Jeg havde ikke spillet guitar i et stykke tid, da jeg koncentrerede mig om at spille klaver i starten af året. Det nye Lightspeed-album har også ligget færdig i et par måneder. Det alt sammen gav mig lyst til at skrive og spille noget dumt og skramlende pop med akkorder og simple melodier."

Den alternative sanger bedyrer, at denne bootleg-plade er den først i en række af mange, som vil udkomme på samme måde, og at der er rigeligt med uhørt materiale at tage fat i:

"Jeg besluttede mig for, at for hver gang jeg fandt mig selv sidde og se tv, eller vente på te eller loggede på Facebook, ville jeg i stedet skrive og indspille en sang uden nogen som helst tanke bag det, ligesom jeg bare fandt på ordene, mens jeg spillede. Så lagde jeg det ud på min MySpace-side, men tog det ned igen indenfor en time, fordi jeg var flov over det."

Devonte Hynes er dog ikke så flov over sit hjemmekomponerede materiale, at han beholder det for sig selv. Det lille album kan findes på Lightspeed Champions hjemmeside.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA