Nyhed

Gogol Bordello helt klar til klimakoncert

Eugene Hütz er ifølge sig selv i topform før aftenens koncert på Rådhuspladsen i København

Den multietniske, New York-baserede selverklærede sigøjnerpunk-gruppe Gogol Bordello giver i aften en gratis koncert på Rådhuspladsen i København i forbindelse med klimatopmødet. Vi har fået en snak med den hyperenergiske forsanger Eugene Hütz om, hvad vi kan forvente, hvad han selv forventer af koncerten, om hans forhold til Danmark – herunder de danske piger - om inspirationen og om, hvordan det ellers går i Gogol Bordello-lejren lige for tiden. Hütz afslører blandt andet, at vi kan forvente et nyt album til foråret.

I skal give gratis koncert i København på Rådhuspladsen i hjertet af København. Er I klar til det?

- Vi er klar til hver eneste koncert. Det har vi været i årevis. Bare giv mig mikrofonen, så starter showet. Tror du, jeg bare sidder og mediterer over ordet økologi? Det gør jeg ikke.

Nu hvor det foregår under klimatopmødet, har I så en speciel dagsorden?


- Det er en speciel koncert selvfølgelig. Men jeg har ikke skrevet 15 nye sange om klima og CO2-udledning. Det bliver en Gogol Bordello-koncert, og jeg synes, at alle vores koncerter er specielle. Jeg tror ikke, det bliver specielt, på den måde at jeg vil begynde at prædike om klima. Sådan bliver det ikke. Det ligger ligesom lidt i kortene, at vi spiller til et arrangement, der har noget med klima at gøre.

Lige nu sidder de og forhandler i Danmark om verdens klimaproblemer. Tror du selv på den globale opvarmning?

- Det ville være absurd ikke at tro på det. Selvfølgelig tror jeg på, at vi har et ansvar, og jeg tror på at være en økologisk kriger, hvis du er bekendt med det koncept. Jeg tror også, at den globale opvarmning startede for 1000 år siden. Og vi kan kun tage midlertidige forholdsregler. Hvis du ser det hele i et større perspektiv, har istiden ramt 100 gange før på vores planet, og jeg tror ikke, at de er et produkt af vores seneste tids teknologi.

Læs hele interviewet

ANNONCE