x

James Mercer og Danger Mouse udsender album

James Mercer og Danger Mouse udsender album

Frontmanden fra The Shins og überproducer og den ene halvdel af Gnarls Barkley, Danger Mouse, annoncerede for nogle måneder siden, at de ville forsøge sig med et samarbejde. Det besluttede de efter at være løbet ind i juridiske vanskeligheder, da de arbejdede på en alternativ udgivelse med navnet "Dark Night Of The Soul", hvor Danger Mouse og rockgruppen Sparklehorse stod i front. Også Julian Casablancas, The Flaming Lips og altså James Mercer var involverede, men pladen blev aldrig udgivet, da der var uenigheder om rettighederne.

Noget godt er der alligevel kommet ud af forsøget, for nu er der annonceret en debutplade fra James Mercer og Danger Mouse, der tilsammen danner Broken Bells. De vil få assistance af komponist Daniele Luppi, som har lagt stryger-arrangementer til, men ellers er det de to alene, der står bag musikken, og spiller alle instrumenterne. Mercer synger og spiller guitar, og Danger Mouse håndterer trommer, orgel, synth, bas og udfylder i øvrigt pladsen som producer.

Til dem som godt kan lide puslespil og andet spas i samme boldgade, er der mulighed for at få en forsmag på pladens lyd allerede nu. For et par dage siden begyndte der nemlig at dukke underlige reklamer op på diverse musik-hjemmesider, hvor links med anagrammer af Broken Bells figurerer (se nedenfor). Går man ind på disse links, kan man høre loops af forskellige sange, og hver gang man opdaterer siden, skifter loopet, så med lidt tålmodighed er der en del at høre.

Albummet udkommer under duoens navn, "Broken Bells", og er i butikkerne fra mandag den 8. marts 2010. Første single herfra kommer under titlen "The High Road", og frigives på mandag den 21. december, og vil kunne streames på deres officielle hjemmeside. Andre sangtitler bliver "Vaporize", "Your Head Is On Fire", "The Ghost Inside", "Sailing To Nowhere", "Trap Doors", "Citizen" og "The Mall And Misery".

For at høre smagsprøver på albummet, følg da disse links:

http://www.oebkenllbsr.com/

http://www.berobrknells.com/

http://www.ebbelkslorn.com/

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA