x

Biffy Clyro til Århus

Biffy Clyro til Århus

Den skotske rock-trio Biffy Clyro er for alvor ved at slå igennem herhjemme, og det markeres med den anden danske koncert inden for en god måneds tid. Som vi tidligere kunne berette, spiller de op på Loppen i København denne weekend, lørdag den 19. december, og nu er der gode nyheder til dem, der ikke vil rejse til hovedstaden - eller bor i den - for at høre dem, da Biffy Clyro har føjet en koncert i Voxhall, Århus til programmet i januar.

De udsendte i november deres femte studiealbum, "Only Revolutions", der fik en flot modtagelse af kritikerne, især hos NME, der i forbindelse med albummet udnævnte dem til "sikkert det bedste band i Storbritannien". Pladen klarede sig også rigtig pænt kommercielt, da to af singlerne herfra nåede op på top ti-listen i Storbritannien, og pladen selv solgte til guld få dage efter udgivelsen, om end den ikke har nået så flotte salgstal i Danmark.

GAFFAs anmelder, Erik Barkman, dekorerede "Only Revolutions" med fire ud af seks stjerner, og var tydeligt imponeret over gruppens udvikling siden deres 2007-udgivelse, "Puzzle". Han skrev blandt andet:

"Skotske Biffy Clyro har været gennem en rivende udvikling, siden de debuterede med en ordinær gang amerikanertråd på Blackened Sky (2002). Over de næste par album eksperimenterede de flittigt med deres lyd, indtil de på Puzzle (2007) kunne præsentere sig selv som et modnet rockorkester med publikumstække. Only Revolutions markerer et nyt klimaks i en på mange måder klassisk rock'n'roll-karriere for bandet, der har udviklet sig gennem hårdt arbejde og flittig turnéaktivitet. Flere af singlerne fra albummet er gået top 10 i England, og det forstår man sagtens."

Således bevæbnet med nyt materiale indtager Biffy Clyro scenen Loppen, København lørdag den 19. december 2009 klokken 21.00, og på Voxhall, Århus, lørdag den 30. januar 2010 klokken 21.00. Billetterne er i salg nu, og kan findes via GAFFA Live.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA