Nyhed

ditbandmitband på Gasværket

Duoen har fået bygget en teaterkoncert op omkring deres debutalbum "Ren Kliché", der vil kunne opleves i starten af det nye år

Bag navnet ditbandmitband gemmer Sara Grabow og Tomas Raae sig, og de er snart ude med et debutalbum, men i stedet for at begive sig ud på den traditionelle opfølgnings-turné, har de valgt at gå i en mere ukonventionel retning. Debuten, med titlen "Ren Kliché", bliver nemlig sat op som en teaterkoncert på Lille Gasværk, halvanden uge efter udgivelsen.

Teaterkoncerten kommer til at hedde "Før Det Blir Sagt", og albummet er skrevet specifikt for, at lægge grunden til denne koncert, der i en pressemeddelelse beskrives således:

"'Før Det Blir Sagt" inviterer med på en rejse i tid og rum i kærlighedens navn. De fire skuespillere/sangere på scenen og et tre personers mariachi-band guider publikum igennem et sfærisk univers, hvor det ikke altid er muligt at skelne mellem virkelighed, stratosfære og fantasi. Oplev nærværet mellem scenen og musikken, når det talentfulde hold fortolker ung kærlighed og menneskers forhold til hinanden."


De to bandmedlemmer har talt med GAFFA, om arbejdet med både pladen og teaterkoncerten:

I har valgt at opsætte musikken til teater, hvorfor har I valgt det?

Sara: - Jeg har sideløbende med, at jeg har lavet musik været med i nogle teaterkoncerter, blandt andet The Beach Boys-teaterkoncerten på Århus Teater. Jeg har ønsket at lave et modstykke til den store fantastiske teaterkoncert. [...] Da Tomas og jeg var begyndt at lave musik sammen, opstod idéen lige så langsomt om en teaterkoncert, med et nyt originalt album. Vi har jo ikke lavet en masse sange, så man kan ikke tage vores "Greatest Hits" og lave det til en teaterkoncert. Til gengæld er det et dogme, som kan give noget andet i det musikalske univers, som måske ikke ellers ville opstå.

- Jeg har et stort hjerte for teatret og teaterkoncerten, og så har jeg hevet Tomas lidt ind i det, og han står også på en eller anden måde for det synspunkt, at musikken skal være mere opstrammet og generelt mere i fokus i vores teaterkoncert. Men derudover kommer vi til at være fire skuespillere, der formidler en historie, som er med til at give et ekstra lag til de her sange. Instruktøren har så fået den opgave at stykke en historie sammen over de forskellige sange, som vi har lavet. Instruktøren har faktisk fået den konceptuelle ide til forestillingen, efter han havde hørt os til en koncert. Det er en anden måde for os at arbejde med vores egne numre på. "


Tomas: - Det bliver til gengæld også noget helt andet end numrene på pladen. Vi kan jo netop godt spille vores egne sange i bandet, som de skal lyde, men det kommer vi ikke til. Vi finder ud af, hvad de kan på scenen og så videre. Jeg synes desuden, at der ofte bliver taget nogle umusikalske valg for at understrege dramaturgien. Så jeg ville også gerne lave et stykke, hvor man ikke voldtog musikken. Det bliver meget spændende at se, om det så lykkedes for os.

Debutalbummet kommer i butikkerne mandag den 25. januar 2010, og teaterkoncerten "Før Det Blir Sagt" kan opleves på Lille Gasværk fra torsdag den 4. februar til lørdag den 20. februar 2010. Billetter kan købes på Billetnet.dk

ANNONCE