Nyhed

Deep Purple til Sønderborg

Sønderjyderne har trukket endnu en legendarisk rockgruppe til byen, hvilket bliver den eneste i Danmark næste år

Der bliver røg på vandene omkring Mølleparken i Sønderborg, når selveste Deep Purple besøger den sønderjyske by til næste år. Rockbandet, der har mere end 40 års erfaring og næsten 20 studiealbums på hylden, har måske endda et nyt album klar til festlighederne.

Selvom gruppen har fire årtier på bagen, har både frontmand Ian Gillan, bassisten Roger Glover  og trommeslageren Ian Paice været med lige siden 70'erne, hvor nogle af gruppens største hits blev skabt. Hits var der også nok af, da Deep Purple gæstede Scandinavian Congress Center i Århus i sidste måned. Her kvitterede Rebecca Thuesen fra GAFFA med hele fem stjerner og skrev blandt andet:

"Det er ikke til at løbe fra, de er helt utroligt dygtige, og her forsøger jeg at passe på med rosen, men der er ikke meget at sætte fingre på. De fleste numre er direkte uhyggelige; tunge, rå og yderst velserverede. Der er så meget nerve, uanset om det er guitarens slide-riffs, eller de orientalsk-inspirerede synth-soloer, at man ganske enkelt får kuldegysninger. Det er næsten for meget af det gode."


Til koncerten nævnte Ian Gillan, at der var et nyt album i støbeskeen, men det afholder ikke frontmanden fra at spille "Det samme gamle lort. Det forstår fansene heldigvis godt," som han sagde i interviewet med GAFFA lige før den seneste koncert.

Deep Purple spiller i Mølleparken i Sønderborg den 3. juli næste år, og billetsalget starter den 21. december, hvor billetter kan findes via GAFFA Live.

ANNONCE