Nyhed

Nephew til Roskilde

Der er føjet endnu et navn til Roskilde Festival 2010's allerede imponerende line-up

Det danske rockband Nephew har en historie der er ganske nært knyttet til Roskilde Festival, og nu vender de tilbage til Dyrskuepladsen, større end nogensinde før.

Gruppen spillede første gang på Roskildes Campingscene i 2000, da der netop var begyndt at komme opmærksomhed omkring bandet, og vendte tilbage først i 2004 og efter også i den regnvåde 2007-udgave, denne gang på Orange Scene. Her optog de koncertfilmen 07.07.07. (titlen henviser naturligvis til at koncerten fandt sted den 7/7 2007), og spillede i øvrigt en koncert, der i høj grad imponerede GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen, som belønnede med fem ud af seks stjerner, og havde følgende ros til gruppen:

"Det var sådan en nat, hvor drengerøve bliver til mænd. Nephew imponerede ganske enkelt med en imponerende koncert, der blev afviklet helt og holdent på musikkens præmisser. Selvsagt var jublen overvældende under publikumstræfferne, men resten af deres repertoire blev afleveret med en fornem selvsikkerhed, der gjorde koncerten til en stor musikalsk oplevelse. At L.O.C. skulle på kort visit under det første ekstranummer hørte vist under de gimmicks, som er en del af konceptet til disse koncerter. Men forinden havde Nephew bevist, at de uden problemer kan forføre masserne helt ved egen hjælp. "


Nephew er dermed en meget passende tilføjelse til Roskildes program, og der er sikkert mange der sætter stor pris på det, eftersom mange af koncerterne på deres kommende danmarksturné er helt udsolgte, trods flere ekstra-koncerter. Således får mange muligheden for, at opleve et af Danmarks mest populære rockbands live, selvom det måske ikke lykkedes dem at få billetter til turné-koncerterne.

Billetsalget til Roskilde Festival 2010 er i fuld gang, og der kan findes billetter via GAFFA Live.

ANNONCE