Den debuterende popsanger må melde udsolgt til sin koncert Store Vega og sætter endnu en koncert på programmet
Nummeret "Engel" har været et af de største danske hits i 2009, og den debuterende solist bag nummeret og det efterfølgende album kan nyde godt af succesen, som den afføder. Rasmus Seebach kan nu også se succesen smitte af på sine kommende koncerter i landet, hvor han er nødt til at tilføje endnu en dato til Danmarksturneen.
Rasmus Seebach er ikke helt uerfaren som popsnedker, da han i flere år har kørt produktionsselskabet Top Notch Music med sin bror. Duoen har stået bag sangskrivningen og produktionerne bag internationale stjerner som Guy Sebastian, Big Brovas og spanske David Bisbal, men har også danske kunstnere som Jokeren og Sisse Marie.
Håndværket har været på plads, inden Seebach kastede sig ud i sit soloprojekt, hvilket indtil nu har betydet succes på succes og et album, der igen i denne uge er det bedst sælgende i landet.
Fans, der har sat næsen op efter at se Rasmus Seebach live i Store Vega, får nu endnu en mulighed for at synge med på "Engel" og "Glad Igen", da popsangeren annoncerer endnu en koncert i Store Vega. Ekstrakoncerten løber af stablen den 18. februar, og billetter kan findes via GAFFA Live.