x

Mystikal idømt seks års fængsel for sexmisbrug

Mystikal idømt seks års fængsel for sexmisbrug

Rapperen Mystikal med det borgerlige navn Michael Tyler blev i går idømt en fængselsdom på seks år for at have tvunget en kvindelig assistent til seksuelle akter.

Den 33-årige Tyler og hans to bodyguards Leland Ellis og Vervy Carter erklærede sig alle skyldige i at have afpresset assistenten til af udføre oralsex med de tre herrer, efter at de fejlagtigt havde beskyldt hende for at have stjålet for 80.000 dollars i checks.

Sagens dommer Tony Marabella proklamerede, at offeret var blevet terroriseret, efter at et videobånd med den seksuelle akt blev vist som bevismateriale i sagen. "Retten er overbevist om, at den anklagede tror, han er hævet over loven og kan tage retfærdigheden i egen hånd," udtaler Marabella.

Ud over Tylers seks år blev Carter idømt fire, og Ellis slap med tre år bag tremmer. Derudover har Tyler betalt assistenten 350.000 dollars for svie og smerte. Mystikal måtte låne de første 300.000 dollars af sit pladeselskab Jive Records.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA