Nyhed

Ozzy Osbourne fortæller detaljer om nyt album

Der går ikke så forfærdeligt længe, inden der er nyt at hente fra den tunge metals gudfader

Der har længe været tradition for, at der ligger omkring fem år mellem studieudspillene fra Ozzy Osbourne, men nu er der gode nyheder til de mindre tålmodige fans. Opfølgeren til "Black Rain" fra 2007 er nemlig på trapperne, og skulle komme allerede til sommer. På hans officielle hjemmeside er der lagt nogle sparsomme detaljer ud, heriblandt titlen på det kommende album, der bliver "Soul Sucka".

Da "Black Rain" kom på gaden, anmeldte GAFFAs Keld Rud pladen, som blev dekoreret med fire stjerner. Han skrev:

"Albummets åbnende duo, de hårdt rockende Not Going Away og I Don't Wanna Stop, er noget af det mest umiddelbare på Black Rain. Det er samtidig også nogle af de sange, man først bliver færdig med. Mere interessant er det episk anlagte titelnummer med sine etniske tilbøjeligheder og en tekst, der leder tankerne hen på krigen i Irak. For ikke at tale om albummets første ballade Lay Your World On Me. Sangen kan med sine stærke melodier af klassisk tilsnit sagtens måle sig med Osbournes bedste ballader. Det tunge, funkede The Almighty Dollar vinder ligeledes, når man kommer tættere ind på livet af albummet. Den sidste halvdel af Black Rain holder et stabilt niveau, der sikrer endnu et driftsikkert udspil fra Ozzy Osbourne."


"Soul Sucka" er, i lighed med "Black Rain", produceret af Kevin Churko, der har arbejdet med navne som Ringo Starr, Shania Twain og The Corrs. Det bliver også det første album, hvor Ozzys nye guitarist Gus G lægger strenge til, som erstatning for Zakk Wylde, der har spillet for Ozzy af flere omgange op gennem årene. Det ser ud til, at det resterende line-up holder ved endnu, så trommeslager Mike Bordin (tidligere Faith No More), og bassist Rob "Blasko" Nicholson kan også opleves i denne omgang.

Indtil videre er der sat titel på tre numre, titelnummeret "Soul Sucka", "Let It Die" og "Diggin' Me Down". Datoen for udgivelsen er endnu ikke helt på plads, men det loves dog, at den kommer engang i juni 2010.

ANNONCE