x

Dansk-amerikaner vandt anti-Bush-filmkonkurrence med Moby m.fl. som dommer

Dansk-amerikaner vandt anti-Bush-filmkonkurrence med Moby m.fl. som dommer

Vi har tidligere omtalt den konkurrence om det bedste 30-sekunders Anti-Bush-tv-spot, hvor politisk bevidste musikere som Moby, R.E.M.s Michael Stipe, Pearl Jams Eddie Vedder og Tenacious D’s Jack Black sad i dommerpanelet sammen med bl.a. dokumentarfilminstruktøren Michael Moore ("Bowling For Columbine") og sidste års Guldpalme-vinder Gus Van Sant.

Nu har juryen voteret, og vinderen, Charlie Fisher, har såmænd danske forbindelser. Han bor nemlig i Danmark og er dansk gift og kreativ direktør i reklamebureaet Leo Burnett i København. Han er dog amerikansk statsborger, hvilket var et krav for deltagerne.

Fishers spot viser en række sekvenser med hårdtarbejdende børn og afslutningsteksten: "Gæt, hvem der skal betale præsident Bushs trilliongæld." Filmen kan ses på http://bushin30seconds.org

Præmien er visning på amerikanske tv-kanaler fra og med i morgen og frem til 21. januar, op mod præsidentens årlige tale til nationen. Visninger, der har en værdi på 60 millioner kroner.

Græsrodsbevægelsen Moveon.org samler desuden penge ind, så spottet kan vises i tv til Super Bowl-finalen 1. februar, der ses af omkring 130 millioner seere i USA og 800 millioner i resten af verden. Lige nu er 82% af de beskedne håndører, 10 millioner dollar, det koster at få vist spottet, indsamlet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA