x

Gossip til Skive Festival

Gossip til Skive Festival

Internationale navne som Rammstein og White Lies er allerede blevet offentliggjort til Skive Festival 2010, og nu kommer det tredje udenlandske navn på programmet med tilføjelsen af newyorker-gruppen Gossip.

Trioen med Beth Ditto i front fik sit gennembrud i 2006 med albummet "Standing In The Way Of Control", der blandt andet på grund af titelnummeret gjorde Ditto til en stjerne i England, hvor hun samme år blev udråbt til årets mest cool person af NME. Siden har gruppen udsendt albummet "Music For Men", der blandt andet har genereret singlen "Heavy Cross".

Ganske som Rammstein spiller Gossip torsdag aften, hvilket derfor ikke kommer til at konflikte med koncerten med det andet nye navn på plakaten. Nephew er nemlig blevet hyret til at lukke ballet lørdag aften, hvilket samtidig er festivalens sidste dag.

Begge bands kan opleves sammen med de førnævnte plus Dizzy Mizz Lizzy, Magtens Korridorer, TV-2, Kashmir og mange flere til Skive Festival i dagene 2.-5. juni. Billetter til festivalen kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA