Nyhed

Kasabian vil lave grungealbum

Frontmand Tom Meighan fortæller, at det kommende album bliver inspireret af Nirvana og Pink Floyd

Det alternative rockband Kasabian har været svær at putte i en kasse og har med dette års album "West Ryder Pauper Lunatic Asylum" været inspireret af så forskellige kunstnere som Primal Scream og spaghettiwestern-komponisten Ennio Morricone. Nu fortæller gruppen om deres kommende fjerde album, der åbenbart trækker på både Nirvana og Pink Floyd.

Leicester-gruppen hviler ikke på laurbærrene, men er allerede i gang med at arbejde med efterfølgeren til det tredje album fra juni måned, som de allerede vil have på hylderne i efteråret 2010. Frontmanden Tom Meighan har fortalt BBC 6 Music om gruppens nye inspirationskilder på den kommende plade:

"Sergio Pizzorno (guitarist, red.) har lavet en række sange, som lyder fantastisk. Der er et nummer, som lyder som Nirvana med et rigtigt grunge-riff. Vores kommende album ligner slet ikke den seneste udgivelse, den er meget mere old school grunge. Der er også en del Pink Floyd-lydende sange, der lyder som noget af det piano-drevne music fra 'Dark Side Of The Moon'."


Tom Meighan nævner også i interviewet, at Kasabian vil forsøge at effektivisere deres tur i studiet til næste gang:

"Jeg tror, at vi vil gøre det en smule større denne gang. Vi brugte omkring tre måneder sidste gang, fordi vi turnerede i næsten fire år, og det var den eneste grund til, at vi behøvede en pause. Denne gang vil vi kun benytte et par uger eller en måned til at gå i studiet."

Hvad de nye tiltag vil betyde for det næste album fra den roste gruppe, må tiden vise. Kasabian har indtil videre haft succes med at skifte udtryk på deres albums, hvilket den femstjernede anmeldelse af den seneste udgivelse "West Ryder Pauper Lunatic Asylum" også vidner om. Forventningsfulde fans må dog stadig vente på en engentlig udgivelsesdato og en titel på det kommende Kasabian-album.


ANNONCE