Nyhed

Nye detaljer om My Chemical Romance-album

Forsanger Gerard Way fortæller, at gruppen har været inspireret af store 70’er-biler, "Blade Runner" og Judas Priest

Der er tidligere været skrevet om det kommende fjerde album fra My Chemical Romance, der har allieret sig med produceren Brendan O'Brien, der blandt andre har Bruce Springsteen, Pearl Jam, Aerosmith på samvittigheden. Nu fortæller frontmanden Gerard Way mere om deres opfølger til det succesfulde 2006-album "The Black Parade".

Gerard Way har forklaret om My Chemical Romances forskellige inspirationskilder til musiksiden Spinner.com. Det er ikke alle inspirationer, der ligger først for, når man tænker på emo-rockgruppens normale lyd. Blandt andet bliver muskelbilerne fra 70'erne puttet ind i universet på det kommende nummer "Trans-Am", og forsangeren fortæller også om, hvad nummeret "Death Before Disco" trækker på:

"Det nummer minder mig på en sær måde om alt det bedste fra 80'erne. Det der blev kaldt "cock rock", men egentlig ikke var det. Judas Priest bliver betragtet som metal, men det er egentlig stor rock 'n' roll. Det har intet at gøre med metal-æraen og hair rock, men det har til gengæld alt at gøre med fødslen af power-anthem metal. Efter vi lavede "Trans-Am" begyndte den stilart virkelig at dryppe ned i vores materiale."


Tidligere har My Chemical Romance nævnt bands som MC5 og The Stooges som andre inspirationer til albummet, men også film fra 80'erne har gjort indtryk på Gerard Way:

"Jeg har set en masse 'Blade Runner' og jeg har set en masse 'Making Of Blade Runner'. Ridley Scott (instruktøren, red.) har også været en stor inspiration, hans uvillighed til at lægge kameraet fra sig og til at fange noget specielt. Folk har været sure over dette, men han havde en meget stærk vision, og jeg tror, at bandet også har en stærk vision denne gang. Albummet har taget fire måneder i stedet for halvanden, fordi vores storhedsbarometer lå meget højt."

80'ernes musik og film og 70'ernes Ford Mustangs, Chevrolet Camaros og Pontiac Firebirds er med andre ord konverteret til musik hos My Chemical Romance, når de i foråret 2010 udgiver deres fjerde album, der endnu ikke har fået en officiel titel.


ANNONCE