x

Nye navne klar til Royal Metal Fest

Nye navne klar til Royal Metal Fest

"Det største, tungeste og mest omfattende show, Metal Royale har lavet til dato", kalder arrangørerne næste års udgave af festivalen, hvortil yderligere fem navne nu er offentliggjort. Det drejer sig  blandt andet om New Orleans-baserede Crowbar med Kirk Windstein i front og gendannede britiske Onslaught.

"Der er begyndt at tegne sig et billede hos Royal Metal Fest 2010 (...) Vi er utroligt glade for den store interesse, der er kommet fra udlandet, efter sidste års festivaler, fra branchefolk og agenturer. Derfor ser det også ud til, at der i år er langt flere store og gamle navne, end vi havde turdet håbe på", hedder det i en pressemeddelelse fra bagmændene, som regner med at løfte sløret for øvrige navne i januar måned. 

Englands Slayer

Onslaught, der er blevet kaldt "Englands Slayer", vendte tilbage til scenen i 2007 med deres første studieudspil i 18 år, Killing Peace, mens Crowbars Kirk Windstein også kendes for sin rolle som guitarist i Down.

De to sværvægternavne får selskab af irske Gama Bomb, der betegnes som "(...) et vaskeægte, old-school, festligt heavy/thrash band med punkede referencer". Interessede kan iøvrigt downloade gruppens aktuelle album ganske gratis fra bandets hjemmeside.

I den lidt mere eksperimenterende ende af spektret vil man kunne opleve det tyske post-metal-band The Ocean, som er beslægtet med navne som Neurosis og Isis, ligesom vinderne af Metal Royale Grand Prix 2009, Disintegrated, vil være at finde på næste års program.

Royal Metal Fest 2010 løber af stabelen fra den 15. til den 17. april 2010 på Voxhall i Århus, og billetter kan erhverves fra GAFFA Live.Tidligere har polske Decapitated, amerikanske Lazarus A.D. og danske Dawn Of Demise meldt deres ankomst til arrangementet, ligesom navnkundige Sepultura, Belphegor og The Kandidate allerede er på plakaten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA