Nyhed

Morrisey udgiver spøgelseshistorie

Ny novelle giver en forsmag på sangerens kommende selvbiografi

Mens der fortsat ikke er nogen officiel udgivelsesdato på britiske Morrisseys kommende selvbiografi, har sangeren just udgivet en novelle, som også vil være inkluderet i selvbiografien. "The Bleak Moor Lies", som er udgivet i antologien The Dark Monarch: Magic & Modernity in British Art, er inspireret af "hedemordene", som fandt sted i perioden 1963-65. Det skriver Uncut.

Her myrdede makkerparret Ian Brady og Myra Hindley mindst fem børn, som i flere tilfælde var blevet seksuelt misbrugt , og begravede dem efterfølgende på Saddleworth Moor, hvor fortælleren i Morriseys novelle møder et spøgelse. "Hvor mange ulykkelige har Saddleworth hede som deres sidste hvilested?", spørger han i novellen, med henvisning til at man i 1987, mere end tyve år efter den oprindelige retssag, fandt yderligere en grav på heden.

Morrisey har iøvrigt tidligere refereret til lokaliteten i The Smiths-nummeret "Suffer Little Children". Den aktuelle antologi indeholder, ud over Morriseys novelle, bidrag fra blandt andre Jon Savage og Damien Hirst.


ANNONCE