Nyhed

Thriller kommer i det amerikanske filmarkiv

Michael Jacksons zombiedansende musikvideo fra 1983 bliver den første af sin slags, der får æren i USA

I starten af 80'erne revolutionerede den succesfulde konge af pop, Michael Jackson, musikvideoindustrien med sin 14 minutter lange gyserhistorie "Michael Jackson's Thriller", som var den officielle video til den storsælgende single. Nu er musikvideoen den første, der bliver optaget i U.S. National Film Archive.

En ung Michael Jackson spiller selv hovedrollen i den korte film sammen med playboy-modellen Ola Ray og med en stor flok dansere, der alle er udklædte som zombier. Videoen var på det tidspunkt den dyreste musikvideo, men har også vist sig at være den mest indbringende til dato.

Steve Leggett, der er koordinator for den nationale filmregistrering i USA, udtaler ifølge Nme.com om optagelsen af "Thriller":


"På grund af den måde, som pladeindustrien udvikler sig og ændrer sig på, tænkte vi, at det ville være godt at gå tilbage til de tidlige seismiske skift i branchen, hvilket også var en del af udviklingen af musikvideoen."

Optagelsen af "Thriller" sker på samme tid som 24 andre spillefilm, heriblandt "The Muppet Movie", "Once Upon A Time In The West" og "Dog Day Afternoon", men da det er første gang, en musikvideo får æren af at blive optaget, er der naturligvis ekstra fokus på den afdøde popkonges velkendte video.

ANNONCE