x

GAFFA Photo Award-vindere udstiller i Odense

GAFFA Photo Award-vindere udstiller i Odense

I oktober blev vinderne af den første udgave af GAFFA Photo Awards kåret ved et storstilet arrangement hos Berlingske Media, og siden da har vinderbillederne og de øvrige finalister i de fire kategorier Feature, Live, Portræt og Publikum kunnet opleves på Vega i København. Nu rykker udstillingen til Museet for Fotokunst på Brandts Klædefabrik i Odense, hvor udstillingen kan ses fra og med tirsdag den 5. januar til og med 10. februar.

GAFFA modtog over 3000 billeder fra både professionelle og fotografer, der indsendte bidrag til kategorierne Feature, Live, Portræt og Publikum. Blandt vinderne var ovenstående portræt af Maria Timm, taget af Peter Svendsen. Juryen udtalte følgende om billedet:

"Portrættet af Maria Timm er et meget klassisk portræt. Fotografiet er voldsomt insisterende i sit udtryk; det er et billede, man ikke kan tage øjnene fra, fordi pigens blik fastnagler betragterens øjne på en sjældent vedholdende måde. Samtidig er det et meget spændende portræt, der sætter gang i vores indre historiefortælling. Pigen er med sit flammende røde hår på én gang meget klassisk smuk og fremkommelig, men samtidig utrolig farlig og voldsom i sit udtryk. Hendes nærmest diabolske træk i venstre øjenbryn forvirrer og gør billedet endnu mere spændende. Billedet skilte sig fra start ud og kandiderede hurtigt til en pris."

Juryen bestod af følgende personer: Søren Lorenzen, der er fotoredaktør på Berlingske Media og tidligere vinder af Årets Pressefotograf. Ingrid F. Jonge er direktør på Museet for Fotokunst på Brandts i Odense og uddannet kunsthistoriker med speciale i fotografi. Svend Erik Nørklit er chef for Nikon i Danmark, hvor han har arbejdet i over 25 år. Martin Ellgaard Frederiksen er art director på GAFFA, og endelig var der Claus Skytte, som er kreativ direktør hos We Love People, og som i en årrække har stået bag nogle af Danmarks mest markante reklamekampagner.

Se flere billeder på GAFFA Photo Award-sitet og læs mere på Brandts hjemmeside

Efter Odense flytter udstillingen til Århus og Aalborg, nærmere betegnet til følgende steder:

Århus: Musikhuset Aarhus: 15. februar til 16. marts
Aalborg: Studenterhuset: 9. april til 29. maj


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA